Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Når gode mennesker handler ondt - og nutidens valg

26. august kl. 16:30-20:00
Morsø Landbrugsskole, Mosegårdsvej 10, 7900 Nykøbing Mors

OBS: Sidste tilmeldingsfrist er 18. august

Når besparelser og et accelereret arbejdstempo presser mennesker, stiger risikoen for, at vi griber til forråelse som en strategi til håndtering af afmagtsfølelser. Det har været almindelig kendt viden, siden psykolog og foredragsholder Dorthe Birkmose i 2013 udgav bestselleren Når gode mennesker handler ondt - bogen som for alvor satte begrebet forråelse på dagsordenen på tværs af velfærdsområdet.

Begrebet forråelse er desværre ikke blevet mindre aktuelt 10 år efter, hvor den reviderede udgave af Når gode mennesker handler ondt udkom med undertitlen Mulige løsninger på et vildt problem.

Derfor har Lev Morsø inviteret Dorthe Birkmose til at hjælpe os med at forstå, hvilke mekanismer, der kan udløse forråelse og samtidig give os mulige løsninger på udfordringen.

Forråelse er et forsøg på at mestre ubærligt psykisk slid ved at tænke og føle mindre, end man egentlig gør. Det er problematisk, når medarbejdere, ledere og politikere reagerer med aggression, resignation eller overdrevne positive fortællinger om egen fejlfrihed; men det er ikke forråelsen, der er problemet. Problemet er derimod, at forråelse i perioder kan blive en nødvendig mestringsstrategi. Hvis forråelse endda bliver en del af kulturen, så står man med et vildt, sammenfiltret og genstridigt problem, som kan være næsten uløseligt. En forrået kultur vil føre til krænkelser og svigt.

Målet er at gøre forråelse unødvendig. Der er ingen quickfix, men der er løsninger. Kunsten er at finde de løsninger, der passer til de konkrete problemer på den enkelte arbejdsplads. Målet er også at gøre den politiske forråelse unødvendig. 

Lev Morsø spørger Dorthe Birkmose hvordan, og hvad vi kan gøre som henholdsvis pårørende, medarbejder, leder og politiker for at sikre rammer, der modvirker forråelse? 

Der vil være mulighed for spørgsmål og debat.

Temaaftenen er støttet af DH's Lokalpulje og åben for alle, men der er begrænsede pladser, så skynd dig at melde dig til.

Det koster 50 kr. at deltage.
Inviterede politikere deltager gratis

Program

16:30 Velkommen, aftenens program og lidt om Lev Morsø og om handicappolitik i kommunal- og regionsrådsvalget 2025

16:40 Dorthe Birkmose: Hvilke faresignaler bør vi reagere på? Og hvad gør vi? (herunder også kaffe og kage)

17.25 Pause

17:45 Dorthe Birkmose: Hvilke mulige løsnigner har vi?  + Hvad skal vi huske i arbejdet med lokal og regional handicappolitik nu og i fremtiden. Under dette punkt bliver der også mulighed for stille spørgsmål.

18:45 Fælles middag og mulighed for at tale og drøfte udfordringer og løsninger med hinanden og med politikerne i uformelle rammer

20:00 Opsamling og tak for i aften

Mød Dorthe Birkmose, psykolog og foredragsholder

Dorthe Birkmose er uddannet psykolog og har arbejdet som neuropsykolog på handicapområdet og som selvstændig psykolog, hvor hun superviserede professionelle i samarbejdet med mennesker med problemskabende adfærd. Arbejdet på flere forskellige velfærdsområder har givet hende en stor indsigt i den psykiske slitage, der kan få værdierne til at skride og gøre gode mennesker afmægtige; hun fik simpelthen øje på forråelsen som mestringsstrategi.

Indsigten førte til bestselleren ”Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse”, som har ført Birkmose land og rige rundt som oplægsholder. Heldigvis har det også givet et indblik i, hvordan professionelle gang på gang lykkes med at hjælpe andre - og de erfaringer samlede Birkmose sidste år den håbefulde bog ”Mennesket er motiveret – og derfor er vores arbejde så meget mere end styring”. Bogen er Birkemoses forsøg på at vise en vej uden om forråelse og beskrive det enorme udvalg af samarbejdsmetoder, som gør, at vi aldrig kan have prøvet alt. Der vil altid være flere muligheder for at være en hjælp i andres liv.

Hvem er Lev Morsø?

Lev er en landsdækkende forening, der arbejder for, at mennesker med udviklingshandicap kan leve liv ligesom alle andre.

Lev-kredsene i de nordjyske kommuner arbejder sammen om handicappolitisk interessevaretagelse, om oplysning og om arrangementer for - og med - mennesker med udviklingshandicap, deres pårørende, fagprofessionelle og andre med interesse inden for området.

Du kan læse mere om Lev på www.lev.dk og finde Lev Morsøs lukkede Facebook- gruppe her https://www.facebook.com/groups/731936722001601

INVITATION TIL POLITIKERE

Er du nuværende eller kommende kommunal- eller regionsrådspolitiker i Nordjylland, så vil vi gerne invitere dig gratis med det dette valgkamps-optakts-arrangement i Lev Morsø, hvor vi sætter spot på levevilkårene for mennesker med handicap og byder op til drøftelse af, hvordan vi sammen kan gøre det bedre, så mennesker med handicap kan leve liv som alle andre.

Tilmeld dig i tilmeldingslinket på denne side og vælg billet-muligheden: "Inviteret politiker"

Følg Lev Nordjylland på Facebook

Besøg allerede i dag Lev Nordjyllands side på Facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden