Spring navigationen over og gå direkte til indhold

(Lev) livet efter dit barn med udviklingshandicap er flyttet hjemmefra

16. januar kl. 17:00-21:00
Fabrikken Aalykke, Håndværkervej 12, 9000 Aalborg

OBS: Sidste tilmeldingsfrist er 9. januar

Temaaftenen er en opfølgning på den foredragsrække, som Lev Nordjylland holdt i 2024, hvor psykologen Ann-Louise Rusborg, den socialfaglige konsulent Mette Valentin og (hospitals)præsten Ruth Østergaard Poulsen behandlede pårørenderollen fra hver deres perspektiv. 

Nu samler Lev Nordjylland alle tre perspektiver og beder oplægsholderne forholde sig til spørgsmålet om, hvordan man lever livet, når barnet med udviklingshandicap ikke længere bor i hjemmet – og til hvordan man som pårørende bliver klar til at tage det skridt.

Man kan deltage i arrangementet uanset om man står midt i udfordringerne lige nu, ved at de kommer senere - eller er på den anden side af dem og gerne vil dele sine erfaringer. Arrangementet er også åbent for andre, som gerne vil have et større indblik i rollen som pårørende til et menneske med udviklingshandicap.

Temaaftenen er støttet af DH's Lokalpulje, og der er begrænsede pladser, så skynd dig at melde dig til.

Program

17:00 Velkommen, aftenens program og lidt om Lev Nordjylland 

17:10 Introduktion til Fabrikken Aalykke, hvor arrangementet holdes



17.25 Navnerunde: Hvem er vi her i aften, hvorfor er vi kommet, og hvad håber vi at få med herfra?

17:45 Psykologens (Ann-Louise Rusborg), den socialfaglige konsulents (Mette Valentin) og præstens (Ruth Østergaard Poulsen) bud på livet efter ens barn med udviklingshandicap er flyttet hjemmefra.

Oplægsholderne vil blandt andet komme ind på spørgsmål som:

  • Hvordan bliver man klar til at flytte sit barn på institution, botilbud eller i egen lejlighed?
  • Hvordan stoler man på, at andre ”tager over” og gør det godt nok?
  • Hvordan giver man slip og lever sit eget liv med god samvittighed og ro i sjælen?
  • Hvordan støtter vi hinanden som pårørende?

Der vil være indlagt tid til spørgsmål og pauser mellem oplægsholderne

19:15 Fælles aftensmad og mulighed for en snak med ligesindede

20:00 Spørgsmål til panelet (herunder også kaffe & kage)

20:45 Opsamling og afrunding

Mød Ann-Louise Rusborg

Ann-Louise Rusborg er uddannet psykolog og arbejder i sin egen praksis med især stress og belastning. Hun var gennem mange år også mor til en ung mand med svære udviklingshandicap. Både professionelt og personligt kender hun til det anderledes familieliv karakteriseret, af både store udfordringer og særlige glæder.

Mød Ruth Østergaard Poulsen

Ruth Østergaard Poulsen har i mange år arbejdet som sygehuspræst og været meget i kontakt med mennesker, hvor livet gør ondt - mennesker som rammes af alvorlige kriser, hvor sorgen og skyldfølelsen fylder. Hun er en meget brugt foredragsholder, men arbejder også på sygehuse og hospicer som supervisor og konsulent, ligesom hun underviser sundhedspersonalet på en del sygehuse og andre institutioner.

Mød Mette Valentin

Mette Valentin er socialfaglig konsulent, familiebehandler og livscoach. Mette  har arbejdet mange år både på det politiske, administrative og direkte borger-niveau. Hun har særligt fokus på samarbejde og kommunikation og har stor erfaring med mediering og sikring af, at de pårørende bliver set, hørt og forstået i systemet, som de eksperter de er – og med stor forståelse for, at de er sat i en voldsomt opslidende og stressende situation.

Hvem er Lev Nordjylland?

Lev er en landsdækkende forening, der arbejder for, at mennesker med udviklingshandicap kan leve liv ligesom alle andre.

Lev-kredsene i de nordjyske kommuner arbejder sammen om handicappolitisk interessevaretagelse, om oplysning og om arrangementer for - og med - mennesker med udviklingshandicap, deres pårørende, fagprofessionelle og andre med interesse inden for området.

Du kan læse mere om Lev på www.lev.dk og finde Lev Nordjylland på Facebook her https://www.facebook.com/LevNordjylland

Følg Lev Nordjylland på Facebook

Besøg allerede i dag Lev Nordjyllands side på Facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden